5. september. 1888-1895

Lørdag 5/9 kl.14

Introduktion kl. 13.30

Den Første

1888-1895

Begyndelsen på en musikalsk rejse

 

Sonate nr. 1 for violin og klaver Op. 9

Fem klaverstykker Op. 3

I.P. Jacobsen: sange Op:4

Strygekvartet no 1 g-mol Op.13

 

 

Det ene menneske kan give det andet noget, uden at han selv aner det, kan befrugte som i drømme, kan hjælpe, hæve og styrke ved ingen Verdens Ting, saa dette Menneske maatte le, ifald man ville takke ham.

”Min fynske Barndom”

 

Den tidlige Strygekvartet i g-mol opus 13 , der blev komponeret i 1888 omtrent samtidigt med den lille suite for strygere opus 1 og senere omarbejdet. Et værk direkte udsprunget af hans eget virke også som udøvende musiker, komponeret og opført i venners lag med den individualitet og liv i de selvstændige stemmer der allerede her manifesterer sig.

 

Suiteformen var gennemgående i meget af Carl Nielsens musik og synes også at ligge uudtalt under de 5 klaverstykker opus 3. I deres eget mikrokosmos synes de at rumme et billede af Carl Nielsens egen rejse. Åbningsstykket ”Folketone” med det næsten postulerende ”der var engang”. Den raske rejse i ”Humoresken”, der også geråder sig ud i farligt ukendt terræn ”Arabesken”. For så at søge tilflugt i drømmenes hendøsende romantiske univers ”Mignon”. Denne flirt med romantikken for kun lov at vare 30 sekunder og afsluttes brat. Han slutter af med alfedans, hvor det individuelle tonesprog manifesterer sig. Et stykke som han også vedkender sig næsten 15 år efter ved at genbruge det i en anden sammenhæng.

Disse klaverstykker er skrevet umiddelbart inden mødet med Anne Marie i Paris i 1891.

 

Musik til 5 digte af I.P. Jakobsen er så komponeret som det første efter deres møde.

Sangene bærer præg af den bredere kunstneriske verden som Carl Nielsen nu orienterer sig i.

Poesi og billedkunst spiller en stadigt stigende rolle i den verden han er blevet løftet ind i efter mødet med Anne Marie. Hovedtitlen ”5 digte” (og ikke 5 sange) understreger dette.

Forelskelsen og den sydlandske atmosfære fra deres fælles rejse videre fra Paris præger stemningen i disse sange.

Undtagelsen er den fjerde sang ”Irmelin Rose”, hvor kærligheden bliver ført hjem til Danmark. I en barok pastiche om den ombejlede prinsesse befinder vi os et eller andet sted mellem Holberg og H.C. Andersen.

Med den sidste sang synes han allerede på dette tidlige tidspunkt at have komponeret det smukkeste billede på et langt livs kunstnerisk ensomhed.

 

Allerede i 1890 skrev han ”Jeg tror jeg har min egen tone”.

Violinsonaten i A-dur opus 9 fra 1895 er et fuldmodent udtryk for den frigjorte og selvstændiggjorte kunstner. I forlængelse af den succesfulde 1. symfoni, hvis 1 sats fik titlen allegro orgoglioso (stolt) følger violinsonaten op med sin allegro glorioso. Klangfylde, melodisk og symfonisk ekspansion folder sig hæmningsløst ud. Nielsen lyriske side folder sig ud i den elegiske 2 sats, der peger frem mod ”Melankolikeren” i 2. symfoni. I sidste satsen møder vi den i bredere forstand kendteste side af Nielsen. Spillemanden, legebarnet, drillepinden. Alle hjørner i stuen skal afprøves i denne udvidede pudekamp.

kroger kvartetten
Sverre Larsen
Jens Søndergaard
Elisabeth Zeuthen Schneider